Kennel FALKA er et mindre hobbyopdræt som jeg (Lene Krull) fik registreret i 1986. Vi har idag en enkelt tæve Auni von Cassalina.
Kennel Falka har i perioden fra september 1986 til marts 1998 haft ialt 7 kuld boxerhvalpe.
Navnet FALKA stammer fra min første avlstæve Falka v.d. Glockenbergen født 1984. I de efterfølgende år berigede Falka og tre af hendes døtre os med ialt 31 hvalpe. Vores sidste hund fra Falkalinjen var Falkas barnebarn Falka Girl-Auni (1998 - 2007). Desværre kom der ingen efterkommere efter Girl-Auni som senere viste sig at have en meget slem spondylose. Hun er derfor den boxer som vi har måttet sige tidligst farvel til - dette skete kort efter hendes 9 års fødselsdag.
I december 2008 efter ca. 1½ års intens søgen efter den helt rigtige hund, kunne vi endelig byde den dejligste lille boxerpige Auni von Cassalina velkommen i vores hjem. Jeg har et helt særligt forhold til navnet Auni. I Falkas A-kuld, altså vores første kuld fødtes den første Auni, som mine forældre beholdt. Denne første Auni var et rigtig lille skravl i sine to første leveår. Hun spiste dårligt, tålte ingenting og var radmager - ja faktisk så mager at hun først fik sin første løbetid 22 måneder gammel. Samtidig var hendes skravlede periode pludselig et overstået kapitel. Hun fik ovenikøbet som den første boxer i Danmark HD diagnosen A1, hvilket nogle mente enten måtte være en fejl. Auni nåede kun at få et enkelt kuld hvalpe. Hun var efter sine skravlede opvækst den sundeste hund overhovedet frem til sin død 13 år gammel. Da vi senere fik muligheden for at navngive endnu en A hund fra kennel von Cassalina ved Berlin, var det derfor oplagt at vi skulle have endnu en Auni. Vi var dels glade for navnet og dels håber vi at alle de gode ting fra gamle Auni ville følge navnet.
Indtil videre har Auni von Cassalina opfyldt alle vore forventninger. Hun har klaret sig strålende på udstillinger, har en meget fin avlskåring. hendes sundhedsresultater er helt i top med HD B, spondylose 0, AD 0, OCD fri, knæ fri og A/P (aortastenose/pulmonalstenose) = 0.
Den 13. juni kunne vi så efter 13 års opdrætspause endelig byde velkommen til Aunis første kuld, vores H-kuld. Aunis debut som den nye stammoder i Kennel Falka var således en realitet, og hendes dejlige hvalpe lever mere end op til vore forventninger og drømme. Vi glæder os til at følge de små både her og i deres nye hjem.